De Mest Populære Festlige Aktiviteter Og Begivenheder Om Sommeren

Hvis der er noget, vi danskere kan samles om, på trods af stridigheder, uenigheder og diverse konflikter, så er det en god sommerfest med en masse sjove aktiviteter og en masse kølige drikkevarer.

Men hvilke begivenheder og aktiviteter er det så, at danskerne samles omkring, når sommeren har meldt sin ankomst? Her belyser vi nogle af de begivenheder og aktiviteter, som danskerne strømmer til om sommeren.

Festivaler og koncerter

Når sommeren for alvor er kommet til det danske kongerige, betyder dette også for rigtig mange, at festival-sæsonen for alvor bliver skudt i gang.

Og vi har rigeligt af dem i Danmark, så der er massere af fede festivaler og koncerter at vælge imellem. Specielt Grøn Koncert er meget elsket af folket og kommer også rundt i hele landet, så alle har en retfærdig mulighed for at deltage.

Her plejer mange af de mest populære danske artister at melde deres ankomst og skabe et brag af en fest rundt omkring i det danske land.

Hvor mange liter Tuborg, der bliver drukket rundt omkring i landet til grøn koncert, tør jeg slet ikke tænke på, men en ting er helt sikkert: Det er rigtig mange!

Når det så kommer til diverse festivaler, så skal man være ekstremt hurtigt ude efter billetter, da de ofte bliver udsolgt ubeskriveligt hurtigt.

Nogle af de absolut mest populære danske festivaler, som ofte trækker en masse fede sangere og DJs til, er blandt andet Roskilde Festival og Smukfest i Skanderborg.

Roskilde festival har længe været den absolut største og mest populære festival i Danmark, men Smukfest har de seneste år oplevet en kæmpe stigning i popularitet og har blandet sig i toppen af Danmarks mest populære festivaler.

Disse to festivaler varer en hel uge, hvor fede kunstnere optræder hele ugen, og gæsterne på festivalen camperer på festivalpladsen.

Er man derimod ikke så meget til at være afsted i så lang tid, hvilket både er tidskrævende, men også kan være noget af en omkostning, så kan man med fordel prøve kræfter med Tinderbox, som kun varer en weekend.

Tinderbox er også blevet ekstremt populær de seneste år, og bliver holdt i Odense, mere specifikt i tusindårsskoven.

Tinderbox har f.eks. også har rigtig fint besøg af kunstnere som Travis Scott, så denne festival kan altså også lokke populære navne til.

Ølbowling

Om man er til festival, til privatfest eller noget helt tredje, så er ølbowling også noget, som kendetegner en rigtig god sommerfest.

De mange sommerfester er først rigtig skudt i gang, når den første bold er trillet afsted over græsplænen.

Kender man ikke til spillet, så går det ud på, at to hold af to spillere konkurrerer mod hinanden på en bane, hvor de to hold sidder overfor hinanden med et godt stykke imellem sig.

En flaske bliver placeret mellem de to holdkammerater og det er denne flaske, som det modsatte hold skal forsøge at vælte med en bold ved at bowle med den.

Spillet har en dommer, som kan tilføje en masse sjove regler for at gøre spillet lidt mere levende, interessant og underholdende.

Aalborg Karneval

Aalborg er hvert år i slutningen af maj hjemsted for Nordeuropas største karneval, hvor mellem 80.000 og 100.000 deltagere hvert år vandrer gennem Aalborgs gader.

Karnevallet slutter af, når de fede kunstnere giver koncert i kildeparken.

Karnevallet er et éndagsarrangement, og deltagerne i karnevallet er hvert år udklædt i festlige kostumer og udklædninger, som gør karnevallet festligt og farverigt.

Der er altså massere af fede begivenheder og aktiviteter at begive sig til i den danske sommer, når danskerne hvert år samles og holder en kæmpefest.

Image: Jumpstory
Relaterede indlæg